Skal jeg rejse sag for vold – eller lægge det bag mig og forsøge at hele?

Kære jer. Jeg har brug for jeres råd og perspektiver.

Jeg har datet en mand on/off i tre år. Det har været en konfliktfyldt relation med mange brud og forsoninger - men også gode stunder.

Vi havde et åbent forhold og praktiserede af og til BDSM, altid frivilligt og med gensidigt samtykke. Indtil der skete noget, jeg ikke kan slippe:

Han tog kvælertag på mig, til jeg besvimede - på trods af, at jeg både mundtligt og skriftligt flere gange havde gjort det klart, at det var min absolutte grænse. Han kendte til min baggrund og vidste, at jeg tidligere har været udsat for et overgreb, hvor jeg blev slået til bevidstløshed - og at det var grunden til, at kvælertag til besvimelse var et hårdt og ufravigeligt nej. Jeg prøvede at få ham til at stoppe ved at bore mine negle ind i hans arme - men han holdt først op, da jeg mistede bevidstheden.

Da jeg konfronterede ham efterfølgende sagde han bare, at han “troede det var med samtykke”. Det har det aldrig været. Jeg har dokumentation på skrift der viser, at jeg sagde klart nej.

Derudover havde jeg flere gange sagt, at det var vigtigt, han brugte kondom med mig. Han havde sagt ja til det - også på skrift. Men en nat, hvor jeg var fuld og han var ædru, undlod han det alligevel. Jeg blev gravid og måtte gennemgå en abort alene. Han undskyldte flere gange bagefter, men sagde også, at han “burde have mindet mig om at vi skulle bruge kondom”. Han gav mig 1200 kr. til abortudgifterne.

Jeg har også skriftlig dokumentation for, at han tidligere har taget kvælertag på sin ekskone - dengang i vrede. Han kaldte det “truende”, men mente ikke selv, at det havde været “hårdt”.

Der har været nogle tegn på psykisk vold fra ham: manipulation, gaslighting, følelsesmæssig kulde og pres på mine grænser. Jeg har selv haft (mange) verbale udbrud i affekt, når jeg har følt mig magtesløs. Jeg har råbt, skrevet lange vredesbeskeder og sagt de ondeste ting, jeg fortryder. Han har også svinet mig til, men hans vrede har været meget mere kontrolleret og subtil. Det gør det nemt at pege på mig som “den ustabile”.

Jeg har følgende dokumentation:

• At jeg gentagne gange sagde nej til kvælertag
• At han kendte til mit traume og mine grænser
• At han undlod at bruge kondom trods klar kommunikation
• At han har tilstået at tage kvælertag på sin ekskone

Han taler meget dårligt om sin ekskone og kalder hende ustabil, dramatisk og narcissistisk. Jeg har det hele på skrift. Jeg er ikke i tvivl om at han vil forsøge at fremstille mig på samme måde, hvis jeg går rettens vej. Ifølge ham svinger ekskonen mellem at kalde ham “en fantastisk far” og “en sociopat”. Jeg har haft lidt samme oplevelse - nogle gange er han sød og omsorgsfuld, andre gange virker han dybt afstumpet.

Det gør mig så forvirret og i tvivl: Var det her vold – eller bare en dysfunktionel relation, hvor vi begge har gjort hinanden ondt? Efter aborten gik jeg fuldstændig i stykker og skrev ting til ham, jeg skammer mig over. Han sagde på et tidspunkt, at han var ved at græde over det. Jeg føler det bliver mig, der ser sindssyg ud, hvis det ender i retten.

Jeg ved at hans ekskone tidligere har beskyldt ham for at have “anger issues”, men jeg tvivler på, at hun vil være villig til at vidne. De har børn sammen, hun er alene og er dybt afhængig af hans hjælp i hverdagen. Deres relation virker ekstremt konfliktfyldt og uforudsigelig - nogle gange hygger de sig sammen, andre gange er de “dødeligt uvenner”, som han selv formulerer det.

Derfor tør jeg næsten ikke involvere hende. Jeg er bange for at hun kan svinge i begge retninger, alt efter hvordan deres forhold er på det givne tidspunkt. Hvis hun ikke vælger at holde hånden over ham af loyalitet, kunne hun meget vel gøre det af hensyn til børnene.

Jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg skal gøre. På den ene side frygter jeg, at det måske er mig, der overdriver det i mit hoved - at det ikke var så slemt, og at jeg jo også har været verbalt aggressiv og sagt ting, som føles utilgivelige, og som jeg fortryder. Måske var det mest af alt misforståelser, og en gensidigt usund relation.

På den anden side kan jeg ikke slippe følelsen af, at det her var vold. Og at det ikke er retfærdigt, hvis han slipper uden ansvar.

Hvad ville I gøre? Gå rettens vej – eller give slip og forsøge at hele i stilhed? Alle råd og erfaringer er meget velkomne.

Ps. Det skal siges, at jeg fortsatte i relationen efter overgrebene. Jeg opsøgte ham selv og indvilligede frivilligt i at ses - ikke fordi jeg kunne lide ham, men fordi jeg endte med at blive traumebundet. Ekskonen var også sammen med ham i flere år. Jeg frygter, at det også vil blive brugt imod mig.

Kh den fortvivlede