Splittet venskab.

Kære panel. K35 her. M38 og k32 er et vennepar. Har kendt manden fra dengang vi var unge og har altid været gode venner. Bliver utrolig tæt med hans kone for snart 1 år siden, vi blir meget fortrolige med hinanden og hun fortæller mig om alle deres problemer, vi er sammen stortset hver dag. Hun blir indlagt på et tidspunkt og jeg tager fri fra arbejde for at være med deres børn i tre dage (inkl sove) så han kan være med hende på hospitalet. Under vores venskab er det sket to gange (op til nu hvor det er eskaleret) at hun beder mig om at tage hjem fordi hans familie kommer og de ikke kan lide mig. (Selv om det er mennesker jeg har kendt i 20 år og anser som normal bekendtskab hvor man hilser og småsnakker når man møder hinanden) Og er blevet utrolig ked af det hvor jeg har snakket med hende at jeg ser dem som dårlige venner der er flove over at være venner med mig siden jeg blir smidt væk, hvor hun forsikrer om at hun er ked af det men at det ikke kan være anderledes pga. familien. Spol frem til nu, vi sidder og hygger og alt er godt, manden kører lige pludselig, han ringer til hende og hun kigger på mig og siger at jeg er nød til at kører hjem da hans familie kommer, dette får så stærkt at jeg ikke kan nå at få mine ting med. Mens jeg er hjemme skriver hun til mig “hvad laver du” frem og tilbage og to gange skriver hun at de sidder og hygger. Beder hende bare om at skrive når jeg kan hente mine ting. Da jeg kommer er jeg på dette tidspunkt helt udkørt og ked af det venskab som jeg ikke føler går begge veje, bliver mødt i døren af hendes mand der siger undskyld for det der skete men de havde en akut familiekrise.. hun kommer ud og jeg spørger hvad der sker, hun blir ved med at sige ikke noget, indtil hun finder ud af manden havde sagt det så fortæller hun. Jeg siger til hende at jeg ikke kan forstå at hun kan dele de dybeste hemmeligheder med mig men hun kan ikke sige de havde familiekrise, men istedet siger de hygger og ved jeg bliver ked af det og føler mig svigtet af mine såkaldte venner. Jeg er i dilema, har ikke sovet i 4 ud af 7 dage og har ikke mødtes med dem endnu, ved ikke om jeg har lyst til at forsætte et venskab hvor jeg smider alt jeg har i hænderne til at få dette smidt i hovedet og finder ud af det var løgn og latin. Hun har skrevet til mig fordi hun vil mødes og snakke om det da hun er ked af det, men føler det igen er mig der skal trøste hende i hendes offerrolle og har jeg ingen løst til da det er mig der blev svigtet. Tak fordi du læste med så langt..