Hvordan forholder I jer til venner, der døjer med depression?

Jeg har periodiske depressioner (depression jf. min læge), hvis altså det er det. Men uanset, så er det begyndt at gå meget ud over mine nærmeste relationer. Venner, veninder, familie.

De ved alle, at jeg døjer med det. Men jeg prøver så vidt muligt ikke at lade det fylde, når jeg ser dem. Eller rettere sagt, jeg gider simpelthen ikke snakke om det og alle de dårlige tanker, jeg går med. Både fordi jeg ikke forventer, de kan, og ej heller bør forholde sig til mine tossede tanker, og fordi når jeg er sammen med dem, er det jo netop for at få et afbræk fra det.

Men altså, nogle gange kan der gå en måned, hvis ikke mere, før jeg svarer på beskeder, og jeg har vel snart ikke set min bedstemor i et halvt år. Jeg døjer med evig dårlig samvittighed. Men jeg ved samtidig heller ikke, hvordan jeg (uden at virke FOR sårbar, for jeg synes også, jeg kan tage meget!) beder dem om hjælp. Ikke hjælp-hjælp. Bare en god krammer eller et besøg indimellem. Uden at det behøver handle om det.

Så, bare af nysgerrighed, hvad har I andre gjort, der har været i samme situation for at mobilisere en solid støtte blandt venner og familie omkring jer? Og jer, der ikke har oplevet det, hvordan forholder I jer i det hele taget til venner, der døjer med periodisk depression? Hvordan opfatter I det, hvis sådan en ven fx siger, de har en dårlig dag?

P.s. jeg har et forløb hos en psykolog, men selv der er det altså lidt svært...