Smærten i at vare nesten nok

Nogle gange er det hårdeste ikke at være alene …det er det øjeblik af forbindelse der føles ægte, og så bare… forsvinder. Når nogen virker interesseret, tillader du dig at håbe, og så drifter de bare væk som om du var glembar.

Jeg ved jeg ikke er uattraktiv. Jeg ved jeg er interessant. Men der er noget unikt smertefuldt ved at være lige nok til at vække initial interesse, men ikke nok til at blive valgt. At blive husket i et øjeblik, men ikke tænkt på bagefter. Det får dig til at stille spørgsmålstegn ved alt. Hvad gør jeg forkert? Hvorfor sker det her hele tiden? Er jeg for meget? Ikke nok? Føler mig bare rigtig træt af det her mønster i aften.

/kvinde