Min kæreste har ubehandlet ADHD, konstante humørsvingninger og tager ikke ansvar, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre længere

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op længere. Min kæreste har en ubehandlet ADHD-diagnose, og hans humør svinger hele tiden. Det er som at leve med to forskellige personer. Det ene øjeblik er han glad og kærlig, og det næste øjeblik er han vred, spreder en forfærdelig stemning, ignorerer os alle sammen og er helt lukket. Det skifter på et splitsekund og fra dag til dag, og det føles, som om vi andre i familien hele tiden skal tilpasse os hans humør. Han vender det altid ud af, og siger at det er VORES skyld, når han er i affekt. Os der ikke giver ham nok plads og tid.

Han har perioder, hvor han konstant er “on edge”, hvor alt og alle trigger ham. Det er som at gå på æggeskaller konstant. Hvis man siger noget forkert, bliver han vred. Alt bliver taget som et angreb og han føler altid at alle andre prøver at bestemme over ham.

Når han så endelig får lidt luft igen, bliver han sød og normal for en stund, og så starter det hele forfra. Jeg får ondt i maven af at leve sådan her, og jeg kan se, at børnene mærker det samme. Stemningen hjemme bliver tung og anspændt.

Vi har tre børn sammen. Jeg føler mig efterhånden som den eneste voksne i huset. Jeg skal bede ham om alt, hjælp til praktiske ting, børneting, rengøring, og når jeg gør det, bliver han irriteret og siger, at jeg “altid sætter ham i gang med noget”. Udover de daglige, rutineprægede ting som at hente og aflevere børn, gøre rent efter mad osv.

Han tager ikke ansvar. Han har været hos psykolog tre gange og droppede det, uden at finde en ny. Jeg har opfordret ham til at søge læge, jeg har hjulpet ham at komme på venteliste til psykiater (som der desværre er årelang ventetid på), og jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at støtte ham.

Når tingene bliver for meget, lukker han bare af, spiller computerspil i timevis, sover hele dagen eller forsvinder mentalt.

Når jeg prøver at snakke om det, bliver han vred, defensiv eller helt tavs. Og når han så endelig er i bedre humør igen, skubber han alt det sårende væk og lader som om, det aldrig er sket.

Han er typen, der siger “så må jeg jo bare flytte fra jer”, “ja det er nok bedre at jeg bare skrider når jeg er så forfærdelig at leve med, jeg er nok bedre alene” når jeg prøver at sætte en grænse. Det er den der klassiske ansvarsfralæggelse, i stedet for at tage ansvar for sin del og forsøge at arbejde med sig selv.

Jeg ved, at han godt ved, hans adfærd ikke er normal. Han har selv sagt, at han kan mærke, at der er noget galt. Men i stedet for at bryde mønsteret, bliver det bare værre og værre. Hans udbrud og emotionelle udsving er voldsomme.

Hans ene forælder har været præcis sådan her igennem hele hans opvækst og er stadig. voldsomme humørsvingninger, ustabile relationer, mange udbrud, men også kærlig og virkelig dejlig i de rolige perioder.

Han gentager det samme mønster, og det skræmmer mig, fordi jeg kan se, hvor meget det ødelægger.

Han drømmer om at starte en virksomhed, og han har virkelig gode ideer. Men han evner ikke at strukturere dem, og det hele falder sammen, fordi han ikke kan holde fokus eller tænke langsigtet. Jeg har tilbudt min hjælp og ville gerne samarbejde med ham om det, men det ender bare i konflikter, fordi han føler, jeg “bestemmer for meget”.

Jeg er ikke perfekt og forsøger selv at arbejde med mig, jeg går til psykolog, tager ansvar for mine følelser og prøver at tale om tingene. Men jeg kan ikke få ham med på den rejse. Han mener det eneste, der hjælper ham er at være alene og spille. Jeg kan ikke få ham til at tage ansvar for sin adfærd eller søge hjælp.

Jeg elsker ham, når han har det godt. Han er et virkelig dejligt menneske, og min aller bedste ven. Han er kærlig, sjov og varm. Men de her perioder er ulidelige. Jeg føler mig fanget i en konstant cyklus af at håbe, at det bliver bedre og blive skuffet igen.

Jeg frygter, at han ender med at ødelægge sin relation til børnene. De mærker alt. De bliver stille, utrygge, og jeg kan se det i deres små ansigter, når stemningen vender.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre længere. Hvordan får man en partner til at tage ansvar for sig selv og søge hjælp? Jeg er ved at nå min grænse, men jeg elsker ham også ubetinget. Han kommer ikke til at få succes, hvis ikke han tager ansvar for sig selv og sine følelser.

Og hvordan passer jeg på børnene og mig selv?

Please vær søde. Han er ikke et dårligt menneske, men han har nogle problemer med sig..

Jeg er så fyldt op..