Overvejer at smide håndklædet i ringen overfor mine børn

Jeg har to børn fra et tidligere ægteskab, S på næsten 9, D på næsten 15. Jeg blev skilt fra moren for 3½ år siden. Det har været meget turbulent siden da.

Vi startede med en 9/5 ordning. Et år senere prøvede vi 7/7, men moren blev alvorlig syg og kunne ikke tage sig af børnene, så de boede hos mig fuld tid. Kommunen kom indover da moren blev indlagt. Hun kunne ikke varetage børnenes trivsel. Børnene havde fravær, hjemmet var uhumsk. De begyndte at trives da de kom hjem til mig. Jeg og min kæreste inviterede moren ind i mit hjem, så hun fik noget ordenligt at spise og kunne se børnene.

Moren kom til kræfter og så begyndte hun at give modstand og undergrave min forældrerolle, ved bl.a. at tage min datters parti i selv små konflikter. Ville D ikke i skole, satte jeg klare rammer for hende (såsom ingen mobil, tv, eller computer), men endte alligevel med moren i røret, der kraftigt opfordrede mig til at ændre rammerne, ellers risikerede vi at D ville gå hjemmefra for at tage hjem til mor, i kulden og dårligt vejr og blive syg. Eller når hun var til spisning hos mig, kunne hun finde på at diskutere sin uenighed med f.eks. børnenes sengetider eller at sidde pænt ved spisebordet. Foran børnene. Det blev så grelt, at kommunens familiekonsulent direkte opfordrede mig til ikke at invitere hende til spisning længere.

Hun kom også med beskyldninger om vold. Hvilket kommunen er særdeles lydhøre overfor. Og desværre havde jeg temperament, så jeg kunne da indrømme, at jeg havde haft et fast greb i S's arm, hvis han f.eks. skulle ind på sit værelse til timeout. Der blev startet forløb. Jeg tog imod hjælpen. Men kommunen vendte det blinde øje til, når jeg fortalte om morens opførsel overfor børnene. Man skal forstå, at jeg er den voldelige, og moren er den syge og svage forælder.

En dag reagerede jeg i afmagt. Jeg var for farlig, og kommunen rådgav moren i, at jeg ikke må have børnene. Kommunen kunne ikke lave nogen afgørelse, skal man huske, så de havde ikke bestemt at det var sådan. Og set udefra, forstår jeg godt at der blev handlet som der blev.

Men børnene blev parkeret hos deres mor, der stadig ikke kunne varetage deres trivsel og behov. Det råbte jeg højt op om gentagne gange. Kommunen satte ind med støtte i hjemmet. D's fravær skød i vejret, S's begyndte at have fravær, børnene fik ikke ders medicin, de blev syge, S får ikke børstet tænder, mv.

Efter 10 måneder får jeg familierettens afgørelse på samvær med S, en stille optrapning. Det starter da også fint, og S efterspørger mere tid med mig. Kommunen henstiller til, at det begyndende samvær skal være relationsbyggende, ingen opdragelse eller irettesættelse. Hvilket lyder fint, men S, 8 år, på dette tidspunkt er meget grænsesøgende. Det gør god teori meget svær praksis. Han springer rundt i møblerne. Har ingen respekt for eller viser hensyn til min kærestes børn, som nu kommer meget i hjemmet.

Og så ender min kæreste med at holde på S, for at han ikke slår hende. S stikker af hjemmefra mig. Nu lyder det, at min kæreste har slået ham mange gange. Hvilket er usandt; jeg var der, der var flere gæster, og min kærestes børn til stede.

Kommunen kommer ind over igen. Sagsbehandler i kommunen fortæller, at S gerne vil være hos mig. Familiebehandleren siger noget andet. Og moren beslutter sig for, på egen hånd, at ændre i aftalen fra Familieretten. Fordi barnet vil jo ikke hjem til mig, og min kæreste, som jeg nu bor med. Eller, måske gerne hjem til mig, men ikke mens min kæreste er der. Der er så mange modsatrettede beskeder, udsagn. Den ene dag hopper S ind i favnen på min kæreste, men 3 dage senere ignorerer han hende.

I går var begge børn på besøg til en lille familiefejring. S er udadreagerende, og jeg ender med at bære ham ind på sit værelse, så han kan køle af. Ikke noget med at tage fat i ham, men bar ham, ved at holde under ham. Han slår mig hele tiden. Han vil ikke længere være hjemme ved mig. Storesøsteren ender med at ringe til sin mor som henter dem, selvom de begge skulle have overnattet.

Der er gået fuldkommen lort i det. Lort i min relation til mine børn. Samarbejdet med moren er gået i hårdknude. Moren råber op om retten, at jeg er voldelig, at min kæreste er voldelig. Hun prøver bare at passe på sine børn. Børnene er usikre på om de vil mig. De kan godt lide min kæreste og kommer godt ud af det med hendes børn. Men de vil ikke, skal jeg forstå, være hjemme hos mig og min kæreste.

Jeg bor nu sammen med min kæreste og hendes børn. Jeg føler at jeg kan vælge mellem min kæreste og hendes børn, eller sidde alene og måske se mine børn hver anden weekend. Konflikten er så stor, at de går udover mine kærestes børn.

Familieretten kan ikke fuldbyrde samværsaftalen (der var ingen sådan klausul, og den er ikke defineret udover dette år). Der skal laves en ny samværsaftale, og jeg forventer at der lægges vægt på morens forklaringer, og det S og D tilfædigvis føler for, den dag de bliver spurgt.

Jeg er ved at give op. Kan jeg have S på besøg er jeg bundet på hænder og fødder. Relationen er meget skrøbelig. Jeg tør ikke have ham sammen med resten af familien. Moren skifter tone mellem at diktere hvad jeg kan og skal, og hvornår jeg må se børnene, eller at hun selvfølgelig prøver at få børnene til at se mig.

Jeg kan kun se to veje frem; en langstrakt konflikt og ture i Familieretten, eller bare opgive mine børn. Vente på at de blive stor nok til, at de vil mig. Jeg har ikke råd til flere ture i retten. Moren har fri proces.

Jeg aner ikke mine levende råd. Alt hvad jeg gør er forkert. Jeg bærer en stor del af skylden for hvad der er sket. Og er nu nået dertil, at det måske er bedst, bare at give slip på børnene, så de får ro på hos deres mor, selvom hun ikke formår at tage ordentlig vare på dem.

Hvad kan jeg gøre?