Rentes rente
Jeg kunne godt bruge noget input på mine tal inden jeg deler dem med min ledelse.
Vi på DTU er ved at udvikle en ny strategi. Jeg har diskuteret den med et par grupper jeg er med i, og har prøvet at forklare at en af de problemer jeg tror vi ser i fremtiden er at unge mennesker vil fokusere mere på velstand end noget andet. Vi ser et skub over hele europa mod finance frem for STEM. Her nævner jeg specifikt at unge via SoMe bliver bombarderet med forskellige varianter af økonomisk rådgivning som mere eller mindre er enten flip-culture eller get-rich-quick schemes.
Min tanke er at de dygtige unge mennesker der gerne skal være DTU's studerende i fremtiden, måske i stedet vil se værdien af en tidlig start på arbejdslivet, frem for et langt studie.
Her bliver jeg skudt ned med argumentet at "hvis man tror det kan betale sig så har man misforstået rentes rente effekten på lønudviklingen". Altså en højere procent udvikling på en højere løn vil indhente den tidlige start.
Så jeg har regnet på det :D
I mit eksempel har jeg to unge mennesker, hvor den ene starter med et relativt lav-løns job som 18 årig men en aggressiv investerings strategi, og den anden følger gennemsnittet for en DTU kandidat.
Antagelser for non-DTU:
startløn som 18-årig: 16k udbetalt
opsparing: 20% af udbetalt
løn følger inflation på 2%
Antagelse for DTU:
18-25år: SU
26-årig: gennemsnitsløn fra IDA 20k udbetalt
opsparing: 16% (pensionsordning)
Løn følger IDA gennemsnit: 4%
Rente på begges opsparing er den samme, og her kommer det spændende. Personen der starter tidligt vil fortsætte med at have et forspring i opsparing hele livet i næsten alle scenarier.
Ved en 4% forrentning krydser de to ved en alder på 65år, altså tager det 48 år at indhente den tidlige start.
Ved 6% er den der starter tidligt stabilt foran med 1,2mio fra en alder på 56år og frem. Ved en forrentning på 8% er der 4,8mio fordel til den der starter tidligt.
Jeg må sige jeg er overrasket og har noget jeg skal snakke med mine børn om. Men hvis I skal være djævlens advokat og stikke huller i mit "skræk scenarie" hvor ville I så starte? F.eks er slut årslønnen for DTU'eren (66år) 1,2mio, hvor den er 496k for den anden person, så det er jo helt forskellige liv de lever. Den højere løn kan selvfølgelig bruges til at spare mere op og dermed lukke gabet hurtigere, osv... Hvad tænker I??
Posted Dec 9, 2025, 8:43 AM UTC