Er der noget galt eller er jeg bare ikke vant til en tryg relation?

Jeg er K33 og nærmer mig to år i mit nuværende forhold (langdistance). Inden da har jeg kun haft ét ca. 1,5 år langt forhold med min gymnasiekæreste, som også var den første, jeg havde sex med - og som var mig utro. Derefter var jeg noget løs på tråden i en længere periode og havde kun én længerevarende relation, hvor jeg var mere vild med ham, end han var med mig.

Nu er jeg i et forhold med en helt fantastisk sød mand (M38). Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig, jeg elsker ham, og jeg ved, at han vil gøre alt for mig. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tvivle på vores forhold. Jeg tvivler på, om vi er “forenelige” i forhold til hvor vi kommer fra, hvad vi drømmer om osv. Det er tanker, jeg også havde i mit forhold med min gymnasiekæreste.

Vores familiebaggrund er meget forskellig. Han har ingen formel uddannelse (ikke at jeg selv har en fancy uddannelse) og har et lavt selvværd i forhold til sine evner, så han mener ikke, at han kan tage en uddannelse. Vores sexliv er heller ikke fantastisk, da han ofte ikke kan få udløsning, og det trigger noget i mig, fordi det også var et problem med min ekskæreste. Jeg er derfor holdt op med at tage initiativ til sex, og han er ikke god til at gøre det. Jeg er bange for, om jeg kun elsker ham, fordi han giver mig en tryghed og en følelse af at være elsket, som jeg ikke tidligere har haft. Min boligsituation er også lidt speciel, da jeg er flyttet hjem til mine forældre igen, og jeg tænker, at mange andre mænd måske også ville finde det lidt spøjst.

Derfor er jeg bange for, om jeg altid ender i tvivl om, hvorvidt jeg “nøjes”, når et forhold bliver stabilt. Har jeg for høje tanker om mig selv og tror, at jeg fortjener én, der er klogere, rigere, pænere osv.? Eller er det bare mageligheden og trygheden, der føles uvant?