Graviditet, sorg og utallige fødselsdage

Hej med jer.

For halvanden måned siden skrev jeg et indlæg om mine to graviditetstab, og I var fandme søde. Af hjertet tak for at gribe mig i en svær proces.

Nu er jeg her igen. I et virvar af sorg, fortvivlelse, en lille bitte smule håb på en tredje graviditet og overtænkning af verdens klasse…

Min cyklus vendte tilbage, tidligt, præcis 4 uger efter den kirurgiske abort og vi forventede den først 6-8 uger efter. Vores læge siger, at vi gerne må prøve igen allerede nu og jeg har (forventeligt) ægløsning i denne uge. Men jeg overtænker. Alt. Og midt i overtænkning af et muligt tredje tab, så kan jeg fucking ikke få det her ud af hovedet heller:

Hvis jeg bliver gravid igen, så har jeg termin i november eller december. Barnet kan komme i oktober. Vi har en “forbandelse” i vores familie, lige meget hvad vi gør, så får vi kun børn i okt, nov, dec. Jeg er den eneste som er født uden for de måneder. Vi har 10 i oktober, 1 i nov, 4 i dec. Det er et sindssygt fødselsdagsræs, hvor folk strategisk pjækker lidt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at ingen kan overskue at komme til mit barns. Jeg har desværre selv måtte pjække fra de andres, fordi ingen vil dele deres og holde samlet. Man sidder bare og stirrer på hinanden til sidst.

Jeg er ulykkelig over at miste mit maj barn og mit august barn, og jeg kan slet ikke bære tanken om at vente helt til sommer for at prøve igen, bare for at undgå de terminer… men at konsekvensen så er at ingen vil fejre barnet.

Oh det er så latterligt. Jeg har nok rest-hormoner, og er i sorg, og frustreret. I har ingen konkrete løsninger, og det er okay. Skal jeg bare springe ud i det? Kan man fejre et vinterbarn om sommeren? Kan I på en sød måde fortælle mig at min tankegang er latterlig? Min kæreste kan desværre godt se meningen i mit galskab.