Første date efter et brud.

Jeg skrev herinde for nylig om mit brud. Om hvordan jeg satte ord på mine behov, mere kontinuitet, mere hverdag og mere følelsesmæssig tilstedeværelse. Jeg troede egentlig bare, jeg inviterede til at komme tættere på hinanden. I stedet sluttede relationen kort efter.

Siden da gjorde jeg noget, jeg næsten ikke tør indrømme:

Jeg tog på en date. 😳

Ikke fordi jeg er videre. Det er jeg virkelig ikke. Mit hjerte er stadig et helt andet sted.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg vil med denne post.

Men det føles så fremmed for mig pludselig at sidde på en første date efter et brud, overfor et menneske som virker så i kontakt med sig selv og sine følelser.

Det mærkelige var, at den mand jeg mødte, på mange måder gav mig det, jeg havde efterspurgt i min tidligere relation. Han virkede i kontakt med sig selv, sine følelser, der var en god kemi mellem os, og efterfølgende skrev han og viste en interesse, som føltes både rar og lidt fremmed for mig.

Og alligevel sad jeg der med en mærkelig følelse.

For det var jo ikke ham, jeg ville have det fra.

Det er en underlig erkendelse at sidde med:

At en fremmed kan give dig noget så let, som føltes umuligt i en relation hvor vores fremtid var lagt? Lyder skørt i know.

Spørg mig ikke hvorfor jeg tog på denne date, jeg er ikke 100% sikker hvorfor selv. Måske fordi når man bliver efterladt på den måde, begynder man at tvivle på sig selv.

Var jeg for meget?

Var mine behov urimelige?

Måske havde jeg bare brug for et øjeblik hvor nogen så mig, bare som menneske.

Jeg ved ikke om det var dumt eller bare meget menneskeligt.