Udlændinge forældre dilema:/

Hej reddittt, Jeg er en 20-årig kvinde som altid har haft et meget kompliceret forhold til mine forældre.

Jeg er hvad man kalder “1. Generations immigrant”, altså den første generation som er født og opvokset i landet. Mine forældre kommer fra krigsbaggrund og er desuden meget traditionelle+religiøse. Det gør det enormt svært som integreret dansk ung at navigere i……

(Her er baggrunds historier for at få noget nuance, men kan godt springes over🥸⬇️)

Har som lille aldrig fået lov til at sove hos veninder (selv som helt små) fordi de ville beskytte mig?

Min bror havde snitched på mig i 0. Klasse at jeg havde fået en kæreste. Det endte med at jeg skulle stå på min knæ i 2 timer og love hende at jeg ville slå op med ham. (BRO. jeg var en lille pige som troede kærester bare var en dreng der ville dele sin madpakke med dig💔🥹)

Kan huske 8/9 klasse begyndte veninderne tidligt med fester, alkohol+kærester. Jeg turde selfølgelig ikke at deltage i nogle af delene fordi mine forældre var så strikte. (Hvilket jeg i dag måske synes r meget fint lol)

MEEEN!! Så kom gymnasie tiden. 1. G var mit “første” møde med fester/alkohol. Mine forældre synes stadig det var syndfuldt hvis jeg som pige var ude senere end kl 22.00 eller bare drak generelt.

Her startede mit “dobbeltliv”. Jeg fandt frem til, at hvis jeg skulle formå at ha et socialliv, så er jeg nød til at gøre det uden de ved det.

Sneg ug hver gang jeg skulle feste og havde altid 2 sæt tøj med mig. Datede også i skjul.

Har aldrig fortrudt den beslutning, da jeg kan tænke tilbage nu og huske på alle de gode stunder i gymnasiet.

———————————————————————————

Jeg har som sagt igennem mine teenage år skulle balancere det her “dobbelt liv” hvor jeg med mine forældre er en lydig, “rene”, kristne datter (tror ikk engang på gud….) og være mig selv blandt venner og andre tæt familie.

NU TIL DILEMA:

Skal starte på studie til sommer (forhåbentligt). I forbindelse med det, har min kæreste (M23) foreslået at finde et sted sammen. Problemet ligge jo bare i, at mine forældre ikke har måtte vide noget om ham, da jeg kunne forestille mig de synes jeg bør fokusere på skole først. Jeg har altid forestillet mig det bedste tidspunkt at fortælle mine forældre jeg har fået en kæreste er når jeg først er flyttet ud. (Så jeg selv kan vælge hvornår jeg vil se dem i øjnene igen🥲🥲🥲)

Vi er langdistance i øjeblikket, men flytter hen til ham i forbindelse med studiet.

Mine forældre ville ALDRIG lade mig flytte sammen med en kæreste, da vi ikke er gift (hvilket er fucking skørt, ikke at vide om du bor sammen med én der muligvis har sko på i sengen😐🫵🏼).

De er bange for, at folk omkring dem kommer til at se ned på vores familie, fordi deres UGIFTE datter bor sammen med hendes IKKE Katolske kæreste😱

Btw, så har vi været sammen i 10 måneder hvor jeg har skulle snige ud i weekenderne og tá toget i skjul til kbh for at ses.

Det bliver i længden virkelig stressende og det har min kæreste også udtrykt. Det noget som sætter mere og mere pres på os. (Det lidt som om, at have en affære men det egentlig min kæreste?)

Hvis vi skulle bo sammen, ville det være nød til at være noget vi skjuler for mine forældre resten af livet (altså hvis det skulle gå hen og blive et long-term) Mig og kæresten har det super sammen og kan vildt godt se os fungere sammen i et hjem.

SÅ ville det være dumt at flytte sammen med ham når det nu er første gang jeg flytter hjemmefra og pga. familie komplikationer??

Ellerrrr er det noget jeg bare bør springe ud i og prøve da jeg trodsalt er voksen???

(Lille disclaimer: sry for en lang og måske ret rodet historie/tekst…. Jeg er slem ADHD’er og har ingen orden når det gælder genfortælling af historier.)