Please help a woman out

Hej venner

Så blev det min tur til at lave et opslag om ulykkelig kærlighed. Please be gentle, jeg er ret sprød og sårbar:

Jeg (K, start 30’er) har været sammen med min mand (M, start 40’er) i +10 år. Vi har børn sammen, hus og bil. Hele pakken. Andre omkring os kalder os et power couple. Sådan nogle der klarer alt, har spændende jobs, massere PDA på trods af langt forhold, søde børn, sunde interesser, alt i alt ret utålelige men også umådeligt vellidte.

For nylig får jeg dog et stress-sammenbrud, da jeg ikke længere kan opretholde facaden. Min mand tager det dårligt. Faktisk bliver han vred på mig og siger at jeg førhen har kunne klare meget mere. Dette bliver startskuddet på en lavine af gamle traumer der vælter op i mig. Vi snakker økonomisk vold, historik med vredesudbrud så voldsomme at jeg har været decideret bange for ham, minder om alle de grimme øgenavne han har kaldt mig i vrede og de gange han har kastet med og ødelagt ting af ren og sker raseri, alle de gange han har truet med at forlade mig og de gange han har truet med selvmord og forladt huset og ladet mig vente. Der er også sket en hel masse andet, som jeg gennem tiden har lagt låg på og accepteret, af hensyn til mine børn.

Problemet er at jeg nu ser det hele i et klart lys og står tilbage rasende, vred, såret, skuffet og i fuldstændig krise mens jeg venter på et forløb ved center for voldtægtsofre. På sidelinjen står læge, psykolog, venner og familie og hepper på at jeg forlader ham.

Jeg havde egentlig også sat stolen for døren. Sagt at nu vil jeg ikke mere. Jeg troede virkelig at jeg gjorde det rigtige for mig selv og mine børn. Også fordi jeg aldrig kan se hvordan jeg skal kunne være intim med ham igen. Jeg har simpelthen IKKE lyst til ham.

Men nu gør han det han altid har gjort, nemlig får mig til at tvivl på mig selv. Han fortæller mig at vi begge har begået fejl. At jeg er dobbeltmoralsk. At jeg også har udøvet psykisk vold mod ham, i en grad hvor han fik det så skidt, at han kom til at gøre mig ondt. Og han har ret, jeg har især tidligere kæmpet med eksplosive vredsudbrud over uenigheder om mental load og generel udmattelse. Jeg er IKKE fejlfri.

Samtidig siger han at han er dybt ulykkelig over det han har gjort imod mig og vil gøre hvad som helst for at vi kan blive sammen, da jeg angiveligt er hans “drømmekvinde”, og at det gode liv venter lige på den anden side af alt det her, fordi det hårde arbejde er overstået.

Derudover gentager han også gang på gang, at hvis jeg forlader ham er det min skyld og mit valg at det går ud over børnene. Han siger også at jeg lige nu ødelægger familien og skader børnene ved at være i tvivl.

Og det ansvar føler jeg mig ikke stærk nok til at bære. Jeg får en følelse af at det nok er mig der er kilde til alle problemerne, at jeg overreager på de ting der er sket, at det nok ikke var så slemt. For han har jo en god forklaring på det hele, og ofte er forklaringen at jeg er medskyldig i det usunde mønster der har været i mellem os.

Så nu er gassen bare gået fuldstændig af ballonen. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skal få energi til at forlade ham, og samtidig kan jeg slet ikke se hvordan vi skal få vores forhold til at fungere. Vi går i terapi, vi snakker sammen, han gør sit bedste for at lette den praktiske byrde for mig og er begyndt at ordne ting der har været på to-listen i en evighed. Han har også lovet at stoppe med at ryge joints hvis det er det der skal til.

Det giver mig en følelse af at det hele nok ikke er så slemt. At jeg bare skal sige pyt som jeg plejer for mine børns skyld. For ingen er perfekte, og hvordan kan jeg overhovedet være sikker på at livet er bedre som singlemor i 30’erne. Jeg føler mig så uelskelig. Jeg har jo hele mit voksenliv fået at vide at jeg selv er skyldig i den måde han har behandlet mig på.

Please hjælp. Jeg er så træt..