Jeg troede aldrig jeg skulle lave det her opslag.

Jeg troede aldrig jeg skulle lave det her opslag.
Vi har en baby på 5 uger og et barn på 2,5år, dvs. jeg har været igennem nyfødtfasen før, og burde derfor vide, hvordan f*** jeg håndterer en nyfødt. Men nej…

Baby får MME. Der er gang i maven. Han vokser og spiser og er sund og rask.

MEN baby skriger ALLE sine vågentimer, og der er mange. Søvnen er på 30-40 minutter ad gangen og hver gang skal vi opfinde den dybe tallerken, for at få ham til at sove igen. Vi ANER ikke hvad vi skal stille op længere. Vi er alle tyndslidte herhjemme af konstant gråd, som kan vare ved i timevis kombineret med minimal søvn.

Baby vil hverken sove eller kan trøstes i slyngevugge, barnevogn, bæresele (ikke længere), fitnessbold, vuggen i armene, ligge oven på os, ligge ved siden af os, køre bil.
Vi har også været ved kiropraktor.

Min mand arbejder døgnvagter, så når han er væk, skal jeg både aflevere og hente den store, mens baby skriger sine lunger ud i autostolen eller liften. Jeg synes efterhånden det er så flovt at komme i institutionen, og både forældre og pædagoger glor og jeg bliver så ked af det hver gang.

Når jeg er alene med børnene har jeg ikke mulighed for at være der for min store, som også stadig har brug for mig. Han bliver også påvirket af gråden, og efter en dag i vuggestue er han også træt. Så to skrigende børn og en mor der ikke sover.
Hvis jeg er heldig, kan jeg få ro på baby så jeg lige har 10 minutter alene med min store uden gråd, hvor han får min fulde opmærksomhed.

Jeg aner heller ikke hvordan jeg skal putte min store med en skrigende baby. Skal han bare skrige i et andet rum imens? Og håbe på den store kan sove fra det? Skal jeg vente til der er ro på baby, selvom klokken bliver 2 timer senere end normal sengetid, så jeg har en meget overtræt 2,5-årig, som er meget træt dagen efter?

Har I nogle råd eller trøstende ord? Min situation er sikkert ikke unik, men jeg føler mig som en kæmpe fiasko som mor, så be gentle…