29 år, ADHD, og føler jeg har spildt mit liv – hvordan kommer jeg videre?

Hej alle sammen.
Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte, men jeg har brug for at få det ud. Jeg er 29 år, har ADHD, og lige nu føler jeg mig helt tom indeni.

Min historie starter tidligt. Jeg kom i specialklasse i 2. klasse, og kort efter blev mine forældre skilt. Min mor fandt hurtigt ud af, at jeg sandsynligvis havde arvet ADHD fra min far. Det endte med, at kontakten til ham blev afbrudt, og min mor stod alene med mig og min lillebror. Jeg var et svært barn, og det gik ikke godt i skolen.

Som 10-årig kom jeg på et opholdssted tæt på Silkeborg, hvor jeg boede indtil jeg var 17. I dag ved jeg godt, at det sandsynligvis reddede mig fra en kriminel løbebane, men prisen var høj. Jeg blev utrolig ensom og indebrændt. Jeg lærte at klare mig selv, fordi jeg ikke ville være en byrde for min mor, som allerede havde det svært nok.

Da jeg var 17, flyttede jeg i egen lejlighed. Jeg faldt i et cannabis-misbrug, der varede til jeg var omkring 20. Alligevel lykkedes det mig at tage en erhvervsgrunduddannelse og derefter starte på uddannelsen som automatiktekniker. Jeg bestod med et 10-tal til svendeprøven. Jeg græd den dag, fordi jeg ikke kunne forstå, hvordan én som mig kunne klare det. Jeg er ikke dum – tværtimod. Jeg kan mærke alt, og jeg ved alt for meget om, hvad folk prøver på.

For 8 år siden mødte jeg min livs kærlighed, som jeg stadig er sammen med i dag. Hun er min klippe.

Jeg har altid villet klare mig godt. Gennem side hustles lykkedes det mig at opbygge en formue på næsten en million kroner som 27-årig. Men da indtægten begyndte at dale, ledte jeg efter nye veje og faldt over trading. Det blev min nedtur. Jeg mistede alle mine egne penge, og også de penge jeg havde lånt af mine svigerforældre til at investere for.

Nu sidder jeg her som næsten 30-årig. Ingen penge, ingen livslyst og en følelse af ensomhed, der æder mig op indefra. Jeg ved godt, at jeg er heldig at have min kæreste og en uddannelse, men følelsen af at have tabt alt det, jeg byggede op, er svær at ryste af sig.

Har nogen af jer stået i en lignende situation? Hvordan fandt I motivationen til at starte forfra?
På forhånd tak.

(OBS alt er skrevet af mig selv men rettet af chatten)