Hvad motiverer jer?

Undskyld for mere eller mindre usammenhængende hælden vand ud af ørene, mods slet mit opslag, hvis det er noget lort, og I andre kan bare skrive en kommentar om, hvor lidt mening jeg giver.

Jeg er netop startet i mit første rigtige job (fuldmægtig i et departement) efter mange (7-8) år som studerende. Er uddannet statskundskaber, dvs jeg kan ikke så meget andet end at læse noget og skrive det på en anden og mere, mindre eller lige så kompliceret måde.

Det virker til, at tempoet i kontoret og ministeriet er relativt højt det meste af tiden.

Jeg føler, at jeg står og balancerer mellem to ekstremer: at jeg kommer til at elske jobbet eller i hvert fald bilde mig selv det ind og kommer til at lægge mange timer og kræfter i det.

Eller at jeg, når jeg skal på et par måneders barsel til efteråret siger op og får deltidsjob på en lokal kaffebar i stedet.

På den ene side vil jeg gerne have et hus eller stor nok lejlighed med plads til et par børn, kontor osv, men på den anden gad jeg også godt have en masse fritid til faktisk at være sammen med mit barn og dyrke interesser? Lige nu synes jeg det virker uoverskueligt at skulle bruge de næste 40 år på at arbejde mindst 37 timer om ugen, og kun have weekenden til at ånde ud i.

Er jeg bare en forkælet gen z-slendrian, der skal finde min indre protestantiske arbejdsmoral frem og indse, at det altså ikke nødvendigvis skal være lystbetonet at gå på arbejde?

Eller skal jeg sige mit job op, blive hjemmegående, hjemmeskole mine børn og forsøge at leve af at sælge oliemalerier og være influencer der deler lidet evidensbaserede tips om alt fra børneopdragelse til hvilke solcremer der giver kræft og/eller autisme?

Eller har nogen af jer fundet den gyldne middelvej? Jeg ved jo godt at man ikke kan få det hele, men måske har I nogle overvejelser om hvordan I har prioriteret og hvorfor.