PTSD

Mange der er eller har været på krisecenter har nok oplevet/oplever PTSD. Det er virkelig et “tabu der bør tales ihjel.” Det er ikke nemt at stå som enlig mor og PTSD der fylder mere og mere. Kommunen vil ikke bevilge flere psykologtimer -de har alverdens undskyldninger, fordi man som teenager havde nogle angstanfald. Dvs. 20 år siden. Så er det ikke grundet den vold man har levet i, men lige så meget ens fortid? Ingen opfølgende hjælp fra krisecentret, som lovet. Ringe hjælp fra kommunens side. En tid ved lægen tager en evighed at få, og hvem ved hvor længe man så skal vente på den selvbetalte psykolog, som der måske kun er råd til én gang i måneden. Så er der tilbage at stå alene med to små børn og PTSD/angstanfald der varer i flere timer -nogle gange næsten hele dage. Det er klart nemmest at opgive håbet om en lysere fremtid, som man havde forventet startede kort efter man kom ud i sit nye hjem. Sandheden er, når først man er blevet “smidt ud” af krisecentret på groveste manér, så er man ladt alene tilbage. “Lysten” til at opgive børnene så man bare kan forsvinde, den graver sig længere og længere ind under huden. Det er absolut KUN for børnene man stadig forsøger at kæmpe sig vej tilbage. Spørgsmålet er blot, hvorvidt det er en mulig eller umulig kamp. “Barnets Lov”, Familieretshuset og generelt hele “system Danmark” gør det bestemt ikke nemmere. Man må stadig leve i psykisk vold fra sin tidligere partner næsten dagligt. Og frygte hvor meget samvær han ender med at komme op på, og hvor ødelæggende det bliver. Kommer den fysiske, psykiske og materielle vold mon snart igen? Eller er den allerede begyndt? Ud over at der uden tvivl ligger gemt dårlige erindringer i underbevidstheden. Børn er så fantastiske, at de fokuserer på det positive. Desværre gør deres underbevidsthed ikke. Den erindrer og mærker det. Den heler desværre ikke på samme måde. Den kommer snigende og prikker og stikker om natten og i dagene efter…